GTA IV

29/04/08

Så de utallige bøger og film har ret angående psykolog kontorer. Diplomaer af den hvide jakke er pænt hængt op på linie over på væggen. Lige ved siden af bordet. Et blikfang. På denne måde burde patienten føle sig passede godt på. En lænestol. Så alle “psykopaterne” skal ligge ned og snake om deres problemer. Mit syn er last på denne hvile møbel. Doktoren ser ud til at bemærke det, og med et smil spørger hun mig om at sidde ned i den lave læder armstol. Hvad bringer mig til hende, spørger hun. Den gamle kære kunne have sparet hendeselv dette spørgsmål. Over telefonen forklarede jeg præcist hvorfor jeg gerne vil indlægge migselv. Nu keder begyndelsen af denne samtale mig intenst. Jeg vil hellere gå hjem til mit konsol. Jeg vil dykke ind i GTA IV verdenen.

“Hvorfor forklarer du mig ikke hvorfor du er her?” Spørger hun. “Tja, du ved, det er ikke just nemt. Jeg er afhængig. Afhængig af GTA IV. Spillet har den same effekt på mig som heroin. Prøvede det en gang og blev afhængig. Op til nu troede jeg at sundheds autoriteterne kun ville skræmme dig. Med stoffer, er det måske tilfældet. Du er ikke afhængig efter en tur, men det er anderledes med GTA IV. Efter en times spilletid, kunne jeg ikke komme væk fra det.” ”Så du er her pga. at du er afhængig af et videospil???” spørger hun skeptisk. “Ja!” er det korte svar. “Vi havde allerede talt om dette emne i telefonen.” “Ja, det gjorde vi, kun det er en smule usædvanligt. Jeg havde antaget at videospillet kun var et foregivende at tale om... tja..et mere almindeligt problem.” Langsomt begynder jeg at undre mig om denne kvinde tager mig seriøst. ”Hvis du er enig, vil jeg beskrive min weekend til dig nu.” ”Hvis det hjælper dig, Hr S.*” (navn alt for kendt ved redaktøren).

“I fredags modtog jeg et opkald fra en ven. GTA IV er klar til at blive hentet, fortalte han mig. Og selvom jeg gerne ville tilbringe en stille weekend med en god film pga. en udmattende uge, hoppede jeg igennem brusebadet og kørte til storbyen. For at hente spillet. IKKE (!) fordi jeg ellerede var afhængig. Det lover jeg. Jeg var bare interesseret i spillet – i et stykke tid. Udover det, arbejder jeg som redaktør af et games blad i løbet af ugen. Så det kan ikke skade at tage et tættere kig på spillet lidt tidligere. Jeg må indrømme, overgivelsen af spillet mindede mig om en narkohandel i en mere eller mindre frygtelig Hollywood film. Et dårligt tegn. Ligesom en operation fra en spionroman. Nervøse blik fra begge sider. Først pengene, så den krympplast pakkede underholdningsmedie. Hjem ad!! På det tidspunkt viste jeg ikke at jeg ikke gjorde migselv en utjeneste. Det bander jeg på.”

“Og så?” spurgte hun mig. ”Ja, så. Så kørte jeg hjem, trak mit weekend tøj på, og satte mig ned foran konsollet. Min tur igennem Liberty City startede med en blockbuster production. Time efter time gik før jeg opdagede hvad der skete med mig. Kun efter jeg kiggede i statestikkerne i pause menuen opdagede jeg at jeg måtte have sittede foran konsollet i næsten syv timer. Jeg glemte selv at ryge, doktor. Rygning. Og jeg er en af dem der nemt kan puffe en hel pakke væk på en dag.” ”Ja, hvad var årsagen til det? Beskrive det til mig. Beskrive din gaming oplevelse. Jeg kan ikke gøre noget med kun din forklaring på at du er afhængig. Jeg kan se det ved at kigge på dine hænder når du taler om spillet! De ryster ret meget.”

Langsomt viser svedperler sig på min pande. Mine hænder er klamme og jeg griber fat i læderet af min armstol. Ubevidst giver mine fingre pludselig slip, og tommeltotterne tager stilling som om jeg holdte en XBOX pad i mine hænder. Jeg har et seriøst problem. Eftersom dette er den første time I de sidste par dage som jeg ikke har tilbragt sammen med GTA IV. Jeg samler mig selv. Samler mine tanker. Og fortæller psykiateren om hvad der skete med mig igennem mine rejser igennem Liberty City.

“Ved du. Spillet fangede mig bare fra starten. Niko Bellic vil leve den Amerikanske drøm, han, og sin formodentlig successfulde fætter Roman. Go til dette er hele Liberty City tilgængelig for ham. Efter den suveræne intro, som jeg allerede har nævnt, var min første opgave som Niko Bellic at køre min fulde fætter hjem i bilen. Dette introduceret mig gennemgående til spillets kontroller. De første ændringer til de forgangne spil blev tydelige efter de første få meter. Physik motoren, Liberty City, de nye kamera vinkler, navigationen, hvilket hjælper spilleren at finde vej i den store by, de varierede missioner eller de dynamiske skift mellem nat og dag kombineret med en dynamisk funktionerende vejrsystem. Vejene bliver glatte når det regner, eller det fantastiske spil mellem lys og skygger. Jeg ved ikke om du kan følge mig, men når der fra tid til anden er tale i annoncer om en levende, real, frit tilgængelig by, er du helt og aldeles fangede, hvis den reelle gaming oplevelse endda overgår de høje forventninger.”

“Alt er simpelthen muligt i GTA IV.” Mine hænder begynder at krampe igen. Successfuldt prøver jeg at modstå trangen til at stå op og løbe hjem. ”Kontakter til piger som en gamer kan samle op er lige så vigtige som besøg til eksklusive stripklubber i selskab med vigtige klienter. Eftersom, du ved, jo bedre Niko klarer sig med ham, og har en drinks med ham i ny og næ, giver en fri taxa hvis du ikke lige har lyst til at køre til næste point af opgaven. Andet underholdning såsom dart, pool, bowling eller et besøg til en kabaret er selvfølgelig også inkluderet i spillet.”

“Ved du, jeg kunne lovprise ham i rapporten jeg skal skrive for mini-spillene, den elskeværdige implementering, den overvældende niveau af detaljer af byen, eller “livet” som udviklerene har åndet ind I Liberty City. Der er dog meget mere. De historie relateret missioner, for eksempel. Op til nu, tabte jeg trangen til at følge missionerne i hver GTA spil efter få timer. Jeg farede vildt over hele pladsen. Jeg gik amok.” Et træk af hendes øjenvippere viser mig at psykologen tror at jeg er en af dem der ikke kan skelne det rigtige liv fra gaming verdenen. Jeg er faktisk forbavset at hun ikke har tilkaldt politiet endnu. ”Men det er anderledes i GTA IV. Historien omkring immigranten Bellic fangede mig. Måden hvorpå han hjælper sin skøre fætter Roman ud af besværligheder i de første timers spil, og ved at gøre det fortsat glider ind i gangster scenen og møder flere og flere bigshots i organiserede kriminalitet. Eller forbindelsen til det rigtige liv, hvilket udvikleren Rockstar gjorde fantastisk godt. Socialisering ved personlige møder eller med en mobiltelefon, hvilket Niko altid bære med ham. Ja, opgaver kan accepteres ikke kun i løbet af møder. I spillet løb, bliver Niko simpelhen ringede op af hans klienter. Og de morale beslutninger. Burde jeg lade kvinden der snydte en af mine venner leve, eller burde jeg gøre det af med kællingen? Internetcafeen, der tillader besøget af 100 hjemmesider (i spil verdenen). Socialklubben på internettet hvor spilleren faktisk får positive og negative svar. Eller e-post kontoen, der faktisk bliver bombarderet med spam.

“Du virker besat af spillet, Hr S.” bemærker min lytter. “Nå, du opdagede det? Jeg har aflyst alle mine aftaler i weekenden, bare for at spille dette spil. Det er ikke normalt.” “Tja, udefra din beskrivelse, kan jeg forstå hvorfor du godt kan lide spillet. Jeg er bange for at vi må afslutte denne session nu, jeg har også en konsol hjemme. Efter din beskrivelse, tror jeg at jeg vil få fat i spillet.” Venligt men fermt skubber hun mig ud af hendes værelse, låser og forlader kontoret hastigt. Nu er jeg alene, alene med min afhængighed af GTA IV. Et hurtigt opkald til en kollega ved redaktionskontoret er nok. Jeg er syg, forklarer jeg kollegaerne med ne forfalsket, kvækkende stemme og tager hjem. Hjem. Hjem til GTA IV. På vejen, trøster jeg migselv med tanken om at afhængighed faktisk er en sygdom. Derfor, løj jeg ikke engang overfor mine kollegaer. Hallelujah.